Hos CFE mener vi, at man risikerer at miste store mængder data og viden omkring det reelle antal af hadforbrydelser i Danmark, hvis ikke disse bliver registreret – og registreret korrekt – hos politiet. Det gælder både hadforbrydelser vedrørende køn, race, etnicitet, seksualitet, alder, religion etc.

CFE oplever, at ofre for hadforbrydelser generelt er tilbageholdende med at anmelde de hændelser, de har været udsat for. Hvis de føler, at andre ofre ikke bliver taget seriøst når de anmelder en hadforbrydelse, bliver de selv i tvivl om hvorvidt de skal anmelde. 

De følgende beretning er eksempler på, hvordan politiets fremgangsmåde ved anmeldelser af hadforbrydelser kan have indflydelse på, hvorvidt mængden af anmeldelser stemmer overens med mængden af hadforbrydelser.

“Aishas” beretning:

Denne beretning er personlig og skrevet af den forurettede selv.

En ældre halvnøgen kvinde kom trillende i sin kørestol ned ad en vej tæt på mit arbejde. Jeg spurgte kvinden, hvor hun ville hen, og at jeg gerne ville hjælpe. Dette afviste hun vredt og kaldte mig for smatso. For ikke at opildne situationen lod jeg være med at påtale dette. Det var en anelse bekymrende, at en ældre kvinde brugte sine fødder til at trække sig selv i kørestolen. Jeg besluttede mig derfor for at ringe til politiet. Jeg lod mig ikke gå på, at hun kaldte mig for smatso.

Politiet kom og vi blev begge afhørt hver for sig. Nogle gange skulede hun over til mig, hvor hun kunne finde på at afbryde sig selv og kalde mig for smatso igen. Det lod mig igen ikke påvirke. Uanset, hvor groft et fremmed menneske kan tale til en, så er det vigtigt, at tænke på, hvad der kan ligge bag hendes ordvalg. Hun kunne være syg, dement have PTSD eller en anden form for sindslidelse der gør, at hun taler på den måde som hun gør. Politimanden, der afhørte hende, spurgte ind til, hvordan hun kunne være sur når jeg prøvede at hjælpe. Det kunne hun ikke svare på.

Jeg blev bedt om at forlade stedet efter endt afhøring. Inden jeg nåede at vende mig om, råbte hun ordet ”abe” efter mig.

Jeg var fast besluttet på at anmelde episoden til politiet, hvilket jeg heldigvis fik gjort samme dag. At hun tidligere havde kaldt mig for smatso, kan være undskyldeligt grundet psykiske lidelser. Men at kalde et andet menneske for “abe” på baggrund af den hudfarve og udseende de har er fuldstændig uacceptabelt. Hendes racistiske udtryk bunder ikke i en eventuel sygdom hun måtte have, men af rodfæstede grundværdier hun er vokset op med og har tilegnet sig.

Had er ikke noget man aktivt eller bevidst tillærer sig. Had er noget man får internaliseret under sin opvækst, og kan derfor blive en grundlæggende del af et menneske som hende.

Da jeg ankommer til politistationen, fortæller jeg politimanden, hvad der er sket. Til min store forbavselse lod det til, at han ville have, at jeg skulle glemme det. For mig virkede det som om, at der stod en politimand foran mig, der ikke vidste, hvad han skulle gøre. Han stod og tænkte lidt, og fortalte mig, at han ville vende tilbage. Der gik noget tid før han kom tilbage fra baglokalet. Endelig ville han afhøre mig, hvorfor jeg blev nødt til at fortælle ham om hændelsen én gang til. Flere gange under afhøringen, fortalte jeg, at dette skulle anmeldes som en hadforbrydelse.

En uge efter jeg havde været på politistationen, blev jeg ringet op af en politimand. Han spurgte, hvad formålet med min anmeldelse var, og det viste sig, at politimanden, der afhørte mig, slet ikke havde registeret min anmeldelse som en hadforbrydelse.

Beretning skrevet af “Aisha”.
CFE kender “Aishas” sande identitetIdentitet er ikke noget, der eksisterer i kraft af sig selv – det skabes i interaktion med andre. Derfor dækker begrebet... More.

Sarmads beretning

Sarmad var i 2016 i byen med fem af sine venner, hvor de besøgte Hornsleth Bar i Aarhus. De stillede sig i køen, men straks kom en dørmand hen og sagde, at de ikke kan kunne komme ind, fordi: “I har den forkerte farve. Der er nogle mørke personer, der har lavet ballade i dag,” som der står i politianmeldelsen.

Sarmad er dansk statsborger og arbejder til daglig som politibetjent i Midt- og Vestjylland Politi. For at dokumentere forklaringen tog han mobiltelefonen frem for at filme dørmanden.

I begyndelsen af videoen er der en dørmand, som siger: “…fordi der desværre har været en tendens til uro med udlændinge.”

Det protesterer en af Sarmads venner over, hvorefter en anden dørmand kommer hen til gruppen. Han gentager forklaringen: ”Det er begrundet mistanke mod udlændinge, fordi der har været nogle uroligheder før”.

Optrinnet var ovre på under fem minutter, og ingen af de seks venner måtte komme ind. Næste dag anmeldte Sarmad afvisningen til Østjyllands Politi.

Han forklarer til DRs program Efterforskerne på P1, at ”Det rammer en dybt. Jeg føler mig krænket ad helvede til. Jeg vil føle mig dansk, og jeg føler mig dansk. Men når jeg står der, og bliver afvist… Jamen, så føler jeg mig næsten ikke engang som et menneske”.

Selvom hudfarven faktisk bliver nævnt helt åbenlyst i Sarmads sag, så har han ikke haft succes med retsvæsenet efter sin anmeldelse. Efter et år blev han ringet op af sagsbehandleren på sagen, som ifølge Sarmad gav indtryk af, at de endnu ikke havde fundet frem til identiteten på dørmændene.

Sarmad forklarer: ”Jeg forstår først og fremmest ikke, hvorfor det er trukket ud i så lang tid. I mine øjne – med politibriller – så er det en meget enkel sag: Man har en videooptagelse, der er helt klar, og som dokumenterer racediskrimination”.

Men betjenten havde fået oplysninger om, at den tidligere bestyrer var rejst til Chile. Sarmad kunne ikke forstå, hvorfor han nævner det for ham, men indså det da betjenten spurgte, om det ikke bare var lettest, at lukke sagen.

Samtalen ender ret kort tid derefter, fordi Sarmad ikke vil droppe sagen.

Du kan læse hele interviewet med Sarmad her.

Da jeg ankommer til politistationen, fortæller jeg politimanden, hvad der er sket. Til min store forbavselse og frygt, lod det til, at han ville have, at jeg bare skulle glemme det.

Politiets håndtering af ikke bare min sag, men andre lignende sager er dybt problematisk, da vi risikerer at miste store mængder data omkring antallet af hadforbrydelser i Danmark.