Jeg har flere gange oplevet folk gå forbi mig og bede mig om at skride hjem til mit sorte land. Det har gjort mig så ked af det et utal af gange og ødelagt mange af mine dage.

Jeg har længe været tålmodig og overbærende, men en dag fik jeg nok!

Det var en mørk eftermiddag, med minusgrader udenfor. Jeg stod og ventede på bussen ved stationen, men da bussen ankom holdt den stille uden at åbne døren for mig. Efter et stykke tid, blev midterdøren i bussen åbnet, der var et par stykker som steg på bussen og jeg steg så på efterfølgende. Jeg havde lige sat mig, da jeg så chaufføren række ud efter mikrofonen for efterfølgende at stirre mig i øjnene gennem bakspejlet og bede mig stige af bussen øjeblikkeligt. Jeg blev siddende helt stille uden at sige noget, fordi jeg ville være sikker på, at den besked kun var henvendt til mig.

Buschaufføren vendte herefter hovedet og kiggede mig direkte i øjnene og gentog med hård tone, at jeg omgående skulle forlade bussen. Men hvorfor var jeg den eneste, der fik besked på at forlade bussen? Hvad med dem, der steg på bussen før mig? Jeg blev utroligt vred på ham.

Jeg rejste mig og gik op til ham og spurgte hvorfor det kun var mig, der skulle forlade bussen og ingen af de andre. Det ville han ikke svare på.

Da begyndte mit blod at koge og jeg fortalte ham hvor meget jeg følte mig forskelsbehandlet – enten pga. mit tørklæde eller min hudfarve.
Jeg råbte så højt, at man skulle tro mit budskab skulle nå ud til hele den danske befolkning. Jeg skældte ham ud og fortalte ham, at hans opførsel var uacceptabel. Derefter gik jeg tilbage til min plads og satte mig. Jeg følte mig lettet og fri.

Jeg har flere gange oplevet folk gå forbi mig og bede mig om at skride hjem til mit sorte land. Det har gjort mig så ked af det et utal af gange og ødelagt mange af mine dage. Jeg vil efter episoden i bussen aldrig finde mig i at blive tilsvinet eller krænket igen!