Jeg blev anbragt i en dansk plejefamilie i et pænt villakvarter med udsigt til Storebæltsbroen.

Her startede jeg i skole og blev hurtigt gode venner med en jævnaldrende dreng. Men vi måtte ikke hænge ud sammen for som hans mor sagde; jeg var sort og kunne sende mine fætre efter ham. Men en dag lokkede jeg ham med hjem og da hun fandt ud af det, blev det sidste gang, at vi hang ud sammen.

En anden oplevelse jeg husker klart, var da jeg var 14 år gammel. Jeg havde lige fået fri fra skole, og en dejlig efterårsdag besluttede jeg mig for at gå en tur i Stege by og kigge i butikker. Jeg gik ind i den sidste butik, som jeg kom til. Her kiggede jeg lidt og tog nogle bælter, som jeg prøvede i prøverummet. Bagefter lagde jeg dem tilbage – og i samme sekund spurgte damen bag kassen mig, hvor jeg havde gjort af det sorte bælte? Jeg svarede, at der ikke var noget sort bælte; hun troede ikke på mig og beskyldte mig for at stjæle. Jeg tilbød hende at tjekke mig, men hun ville ikke. Jeg nægtede at gå indtil, at hun truede mig med vagter.

Jeg husker stadig hendes sidste sætning, inden, at hun smed mig ud: “Jeg kender jer sorte, I stjæler med arme og ben!”;. Hendes had var så stærkt og det knækkede mig. Det er blot to oplevelser ud af mange, som har efterladt mig med dybe ar, som aldrig nogensinde vil kunne hele. 

Sorte svin, perkerluder, isis-tilhænger, klamme perker, hættemåge, negersvin – kært barn har mange navne. Jeg har flere gange ringet grædende til min mor og sagt “Mama, undskyld, jeg kan ikke mere, jeg kommer hjem. Det her er ikke det værd”. 

Når jeg husker tilbage på, hvordan vi i Yemen plejede at tage imod europæere, så gør det sgu’ lidt ondt..

 

Sorte svin, perkerluder, isis-tilhænger, hættemåge, negersvin... kært barn har mange navne. Jeg har flere gange ringet grædende til min mor og sagt: Mama, undskyld, jeg kan ikke mere, jeg kommer hjem.