Med klar reference til Jeff Dunham's terroristdukke, gjorde de højlydt nar af mig, svinede mig til og sammenlignede mig med en terrorist, som er klar til at sprænge sig selv i luften.

Mit navn er Ajjat,  jeg er 20 år gammel og studerer jura på Københavns Universitet.

Jeg er i gang med 3. semester. Jeg er også ansat i Grøndalscenteret, hvor jeg som barn ofte brugte min tid. Derudover er jeg også fodboldtræner for en gruppe piger i Værebro og Camp- koordinator i FerieCamp.

På mit arbejde i Grøndalscenteret var jeg tilbage i vinter udsat for en grov krænkelse, hvor jeg blev verbalt angrebet af nogle kunder. En gruppe unge mænd kom over til mig. Da de så mig, begyndte de en ”perker-snak”, der handlede om, hvordan alle indvandrere var en flok terrorister. Med klar reference til Jeff Dunham’s terroristdukke, gjorde de højlydt nar af mig, svinede mig til og sammenlignede mig med en terrorist, som er klar til at sprænge sig selv i luften.

Jeg holdt den professionelle tone, men fik det meget dårligt da de var gået. De efterfølgende dage var jeg voldsomt påvirket efter den ubehagelige oplevelse. Heldigvis havde jeg nogle støttende kollegaer, der opmuntrede mig, og det hjalp mig meget til at komme over det.

Jeg fortalte det til min leder, og sagen kom helt op til direktøren for Grøndalscenteret. Der blev taget kontakt til disse fyre, som åbenlyst havde diskrimineret mig, fordi jeg bar tørklæde og var af anden etnisk baggrund end dansk.

Jeg synes, at det er vigtigt at skabe opmærksomhed omkring dette. Andre, der har været igennem en lignende oplevelse skal vide, at de ikke er alene og at den bedste måde vi kan løse det på er ved at stå sammen, uanset om man har været offer for en hadforbrydelse eller ej