Det var først, da jeg sad hjemme i min seng, at stjernerne sådan rigtigt forsvandt fra mine øjne og chokket skyllede ind over min krop. Kort forinden havde jeg ligget på jorden en kilometer væk med et sortnet sind og en dundrende kind. Ordet “bøsserøv” var det sidste jeg hørte inden, at hans knytnæve ramte min kind.

Min mor tvang mig til at sætte mig på sengen, imens hun udspurgte mig om, hvad der var sket, så hun kunne ringe til politiet og anmelde det overfald, der den aften rystede mit sind.

Hun råbte og skreg ind i røret i arrigskab, som om det hun sagde ikke blev taget seriøst og jeg kunne fornemme, at hun insisterede kraftigt på at få nogle betjente ud og se til os. Da de endelig nåede frem stod de i døren og spurgte ind til min oplevelse. Om jeg kendte ham eller vidste hvem han var. Det var trods alt et landsamfund – og derude i roemarkerne kender man altid en eller anden, der kender nogen i tredje led.

Men han var fra en anden by, fandt vi ud af senere på dagen, da vi fandt ham smilende og halvfuld på et billede fra det diskotek, hvor jeg mødte ham første gang. Der var han på DKBN med profil, navn og fælles bekendtskaber og der gik ikke længe før, at han både var lokaliseret og detaljeret beskrevet – af min mor, vel at mærke. Og selvom politiet fik alt dette og havde rig mulighed for at sammenkæde det med billederne fra den station, hvor hele handlingen foregik, skete der ikke noget som helst.

Aldrig så jeg en dommer og aldrig blev min overfaldsmand stillet til ansvar. Det er bare ikke godt nok.

Det var først, da jeg sad hjemme i min seng, at stjernerne sådan rigtigt forsvandt fra mine øjne og chokket skyllede ind over min krop.