Vi har valgt at klage i denne sag efter anklagemyndigheden ikke har valgt at rejse sigtelse. 

Rigsadvokaten

Frederiksholms Kanal 16

1220 København K

Sendt til rigsadvokaten@ankl.dk

 

 

Klage over påtaleopgivelse af 5. juli 2018, jf. j.nr. RA-2018-1300223-22

 

Jeg skal herved påklage ovennævnte afgørelse, idet der bør rejses tiltale mod folketingsmedlem Alex Ahrendtsen.

 

Til støtte for klagen gøres gældende, at grovhedskriteriet i straffelovens § 266 b, stk. 1, må anses for opfyldt, jf. Østre Landsrets dom af 25. maj 2016, trykt i U.2016.3158Ø, og at Alex Arendtsen i hvert fald må have haft forsæt i form af sandsynlighedsforsæt, jf. herfor Vestre Landsrets dom af 7. februar 2000, trykt i U.2000.1225V.

 

 

Grovhedskriteriet m.v.

 

Udsagnet må anses for det grovest tænkelige næst efter racismeparagraffens kerneområder.

 

Til illustration henvises til Gorm Toftegaard Nielsen m.fl. (2017, 11. udg.), Kommenteret Straffelov – Speciel del, side 535:

”Den kriminaliserede forhånelse eller nedværdigelse kan ske gennem udtryk for ringeagt, latterliggørelse etc. uden hensyn til om påstanden er falsk eller ej.” (min fremhævning)

 

Alex Ahrendtsen har ved sit udsagn utvivlsomt ringeagtet muslimer.

 

 

U.2016.3158Ø m.v.

 

Ovennævnte udsagn er meget lig udsagnet i U.2016.3158, som blandt andet var sålydende:

”Den massive indvandring af Islamister her til Danmark, er det mest ødelæggende det danske samfund har været udsat for i nyere historisk tid.”

 

Ligesom i U.2016.3158Ø udtaler Alex Ahrendtsen, at muslimer er samfundsskadelige.

 

I U.2016.3158Ø frifinder landsretten – i modsætning til byretten – alene, fordi man under henvisning til tiltaltes udtrykkelige ordvalg fandt, at udtalelsen var rettet med islamisk ideologi og islamister.

 

I Alex Ahrendtsens tilfælde sker der ikke en sådan afgrænsning.

 

Alex Ahrendtsens sag er også sammenlignelig med Østre Landsrets dom af 11. marts 2003, refereret som dom 2.2.2. i Rigsadvokatens praksisoversigt af 20. oktober 2017 om hadforbrydelser (straffelovens § 266 b). I den sag blev tiltalte blandt andet dømt for at have udtalt følgende:

”For det første er det ikke nogen religion – det er en verdensødelæggerbevægelse, og det har intet med religion at gøre.”

 

 

”(…) en gruppe af personer(…)” m.v.

 

Først og fremmest finder jeg Rigsadvokatens og Alex Ahrendtsens forståelse af udtrykket ”rettroende muslimer” lidet overbevisende, og for sidstnævntes vedkommende er der snarere tale om en efterrationalisering.

 

Der er heller ingen tvivl om, at der for så vidt angår Alex Ahrendtsen er tale om en efterrationalisering, jf. Rigsadvokatens afgørelse, side 2, sidste afsnit:

”Alex Ahrendtsen blev desuden citeret for at sige, at såfremt han havde været mere præcis, havde han brugt ordet ”yderliggående” i stedet for ”rettroende”.” (min fremhævning)

 

I samme retning Rigsadvokatens afgørelse, side 3, 1. afsnit, 3. sætning:

”Han forklarede, at han i dag ville have brugt et ord som ”yderligtgående” eller ”ekstrem” i stedet for ”rettroende”(…)” (min fremhævning)

 

Alex Ahrendtsens øvrige efterfølgende sproglige bemærkninger fremstår også som efterrationaliseringer, hvorved bemærkes, at det er forholdene på gerningstidspunktet, som er strafferetligt afgørende.

 

I den forbindelse henledes opmærksomheden på, at konteksten var, at en dansk skole havde nægtet en kvindelig muslimsk elev at bede på skolens område. Sammenholdt med dette fremstår Alex Ahrendtsens efterrationaliseringer utroværdige. Situationen havde været en anden, såfremt Alex Ahrendtsen blandt andet havde præciseret brugen af udtrykket ”rettroende muslimer” under det første interview. Skaden er sket, og forbrydelsen er fuldbyrdet.

 

Racismeparagraffen er et adfærdsdelikt, hvorfor det er af væsentlig betydning, om udtrykket ”rettroende muslimer” var egnet til at omfatte alle muslimer. Det var det utvivlsomt.

 

Dertil kommer, at langt størstedelen af landets muslimer næppe opfatter sig selv som ikke-rettroende.

 

 

Den menneskeretlige afvejning

 

Rigsadvokaten synes at overse, at der i forbindelse med menneskerettighedskonflikter om modstridende hensyn skal efterstræbes en rimelig balance, jf. blandt andet Jens Elo Rytter (2016, 2. udg.), Individets grundlæggende rettigheder, side 91; i dette tilfælde ytringsfrihedshensyn overfor racediskriminationshensyn.

 

I den forbindelse bemærkes navnlig, at Alex Ahrendtsen i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 17 misbrugte sin udvidede ytringsfrihed ved i forbindelse med en saglig og samfundsmæssig relevant debat at have forhånet eller nedværdiget muslimer på grund af deres tro, ved at have udtalt, som han gjorde, jf. sigtelsen.

 

Østre Landsret har blandt andet ved dom af 1. februar 2016, trykt i U.2016.2066Ø, anvendt Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 17 i forbindelse med en straffesag om racismeparagraffen.

 

I overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols faste praksis indebærer anvendelsen af artikel 17 om rettighedsmisbrug, at de pågældende hadytringer falder uden for beskyttelsen af artikel 10 om ytringsfrihed. Spørgsmålet er herefter alene, hvilken straf som skal idømmes.

 

De påsigtede udsagn var i lyset af sammenhængen usaglige, uden debatværdi og uden samfundsmæssig relevans.

 

Den rimelige balance tilsiger herefter, at Alex Ahrendtsen tiltales for overtrædelse af straffelovens § 266 b, stk. 1, således at domstolene kan tage stilling til hans skyld og den eventuelle straf, samt hvordan ytringsfrihedshensyn skal have indflydelse herpå.

 

 

Anmeldhad.dk